Landet i vandet..

Aprilsnar!!!!!!!

Hun er husets syvsover, alligevel undrede det mig ikke at hun netop i dag var oppe allerede 7.20.. Mor... der sidder en underlig fugl og hakker oppe i min vindueskarm...APRILSNAR..
Det bliver vist et ord jeg kommer til at høre mange gange i dag.. hvad skal jeg dog finde på.... Jeg er desværre lige så uopfindsom som sidste år. Men én ting er ikke som sidste år, da kaldte hun det for April-snart..

Hårdt liv!

Han var i gang med en længere udredning om et stykke i skolen vi alle sammen skulle komme og se men at han og Marius hellere ville til fodbold. Jeg havde hørt en lille fugl synge om stykket, men det var da så vidt jeg vidste det kun for den involverede klasse, så jeg var lidt uforstående:
'Er det for hele skolen og alle forældre? Har I ikke fået nogen seddel? Hvorfor hører jeg først om det nu'?
Sønnike: Neej.. vi har ikke fået nogen besked! Det blev bare sagt til morgensang..
Mig: Jamen skat, når man får noget at vide til morgensang er det altså også en besked..
Sønnike: Nå!!! så skal man åbenbart bruge hjernen...

Hvad er klokken?

Der var ikke rigtigt nogle af dem, der troede, vi mente det, da de skulle ud af fjerene i morges. Sommertiden medførte sit vanlige postyr. Nu er de bare blevet så store at det ikke er nok at liste den time ind eller ud alt efter hvad den nu skal, for denne gang stod hun forvirret med uret i hånden, så en forklaring måtte der til:
"Klokken er ti minutter over syv. Dvs, den er jo kun ti minutter over seks, altså sådan inde i os, men vi har alle sammen besluttet at den faktisk er ti minutter over syv. Men så til efteråret får vi den time igen."
Sådan noget i den retning fik jeg vist rodet mig ud i, jeg var da vist heller ikke helt vågen... Vi koncentrerede os i stedet for om den forestående dags program. Ridning efter skoletid, men ingen springgymnastik derefter, for nu havde der jo været gymnastikopvisning, så nu var det slut med badminton, springgymnastik, mavedans og alt det andet vi plejer at gå til ugen igennem.
'Nå', sagde hun. 'Hvornår kommer det så tilbage?
Jeg: 'Til efteråret...'
Hun: 'Ih altså. Alting skal vi vente til efteråret med.... spring og badminton - og den rigtige tid..'

Det uimodsigelige argument

Diskussionen gik hen over morgenbordet. Hvem er stærkest: supermand eller Pippi? Der blev prøvet flere argumentationskneb, men så trak lillesøster triumfkortet op af hatten: "supermand er ikke stærkest for han er kun en tegneserie!"

Det lykkedes mig faktisk at undlade at kommentere på dén.

Det var en statue, men alligevel

Ha! I går klaskede jeg en bjørn lige i rumpetten!
Og så på torvet i Nykøbing. Til stor fornøjelse for de unger jeg havde med - de synes kun jeg var en lille smule pinlig. Men det er ok. At være 'pinlig mor' anser jeg for et privilegie der følger med som fryns til de sure sokker. Eller som Mette Horn siger det i sin geniale figur som Max' mor i tv-serien Max: 'Det normale er for amatører'.

En helt almindelig fødselsdag?

Han havde fødselsdag i går og vi fejrede ham behørigt: han fik gaver, vi tog i biffen, vi gik ud og spiste. Men ved I hvad, jeg håber, han husker når han skal tænke tilbage?

• At den store bløde pakke indeholdt en pose krydderboller - og at han blev stjerneglad for den
• At hans lillesøster var vågnet klokken 3 om natten - og havde været ved at græde af uselvisk glæde over at det var HANS fødselsdag
• At vi alle fire var sammen og at hans bedste ø-ven var med
• At hans bedste københavner-ven ringede og sagde tillykke

Oplevelser former. Gaver fylder.

Botanisk udfordret!

Hende: Mor - Hvor har du gjort af hus-Egen?
Mig: ...??.............. Nåh! du mener stuebirken!

Om shoppeklicheer

Det er slet ikke tit vi shopper. Faktisk har jeg nærmest udviket en slags butiks-fobi. Altså ikke overfor Nettoer, kvicklyer og den slags, der er jeg helt på hjemmebane. Men en tøjbutik! Går kun derind hvis jeg skal have noget bestemt. Hvilket jeg sjældent skal. (alligevel hænger kvinde-klicheen på mig, selv min 8-årige søn har lært - gud ved fra hvem - at udstede en "skal du nu kigge igen"-dåner hvis jeg en sjælden gang sætter farten ned ved et vindue eller stativ). Nå. Men i mandags skulle det være. Jeg og et stks. 7-årig pige og et stks. 8-årig dreng drog i Næstved Storcenter - for første gang nogensinde. De var iklædt alle deres opsparede lommepenge + kr. 100 som de fik i dagens anledning. Dvs. hun havde en betragtelig sum, han havde kr. 120.

I de fem første butikker måtte jeg sige til sønnike at måske skulle han ikke lige bruge alle pengene på det første det bedste, der var måske noget andet i en anden butik han hellere ville have. Det var lige før, han syntes jeg var ond. Og i den 5. butik købte han så et af de playstationspil han nu engang kunne få for 100 kr.  Lillesøster spenderede skam også. 19 kroner på loppemarked: to wendy-blade, en lille keramikdims med en hund ovenpå og en pony.

I de næste fem butikker lød klagesangen fra sønnike: Naaaaaaj! hvorfor har jeg også brugt alle mine penge! Jeg smilede. Ikke noget med "hvad sagde jeg". Jeg tilbød at vi kunne gå tilbage så han kunne levere spillet tilbage. Men nej, det ville han nu heller ikke høre tale om. Vi blev enige om at det ville være meget bedre hvis man kunne bruge sådan en hundrede-krone mere end én gang.

Det er da lidt sjovt. Så forskelligt det er. Men da dagen var omme var alle - trods alt - tilfredse. Og vi blev enige om at vi havde været rigtig gode til at shoppe. Selv om vi ikke er så gode til at øve os. Heldigvis bor vi på en ø!

Vabler og røde kinder

Julehumøret har det bedre i dag. Kl. 10.00 stod vi der; i Lalandias skøjtehal. Alle fire.
Da vi gik fem timer senere måtte jeg bære den mindste af banen; hun kunne da sagtens klare et par timer mere. Mente hun. Det kunne mine fødder nok ikke.
Men hvor var det ren jubel. Mange kilometer rundt og rundt og rundt. Hurtigt. Hyggeligt. Yndigt. Og knap så yndigt.
Det var næsten bedre end skiferie; vi blev hver især udfordret i vores eget tempo, men var alligevel hele tiden i nærheden af hinanden. Nå ja, udsigten var måske ikke bedre end på en skiferie, men det var i hvert fald billigere...

Hurrah for hverdagen

Har man sagt A (=forrige indlæg) må man også sige B, så her på feriens sidste dag måtte jeg naturligvis forhøre mig: Hvad har så været det bedste i efterårsferien?
Svaret kom prompte, i én sætning og uden de store overvejelser: Det allerbedste var eventyrteatret. Så kommer planetariet. Og Irenes fødselsdag. Og at være ude og synge. Og at komme hjem igen. Og at skulle i skole i morgen.
Hvorefter hun løb op og spidsede blyanter og pakkede taske...

Sønnike? Han blev også spurgt og svarede (vanen tro) noget mere kortfattet end søster: 'Theis'..