Landet i vandet..

Vinterdep eller vinterpep?

I går var jeg god ved mig selv. Var endelig ude og løbe igen, det er også lige før, det er to måneder siden sidst - der har både været lungebetændelse og jul at se til. Solopgangen over vand og land havde sikkert også været der uden mig som tilskuer, men det var nu bedst sådan.
Og jeg har opdaget noget. Ikke noget nyt, bare noget vigtigt. Når 90% af ens liv foregår inden for hjemmets fire vægge, så kan det godt blive én lang pærevælling af arbejdsopgaver, snavsede gulve, bunker af vasketøj og rod. Og måske når man mere, hvis man bruger mindre tid på det - eller i hvert fald hvis man prøver at være lidt mere skarp til at sørge for, at det hele ikke bare bliver en lang Sisyfos-proces, hvor man prøver at gøre det hele på én gang. Og bare bliver sur.
Jeg har derfor i de seneste dage forsøgt at afgrænse små stykker af tid, hvor jeg gør noget, jeg egentlig rigtig godt kan lide - og giver mig tid til at nyde det uden at forsøge at gøre tre andre ting samtidigt eller hele tiden tænke på, hvad jeg også skal.
For jeg tror, at man nemt kan bygge sig ind i en vintertrummerum, der på en god dag kan ligne en hyggelig lille vinterdepression. Men man kan også lade være - og peppe det hele op i stedet. Tænke over, hvad man egentlig godt kan lide - og så gøre det! F.eks. så gør musik mig glad, alligevel sætter jeg sjældent musik på, når jeg arbejder. Fejl. Jeg bruger længere tid på at være irriteret over et nusset køkkengulv, end det ville tage at vaske det. Fejl. Og så er der disse to:

Komme ud hver dag.. DET er banalt, men faktisk kan der gå måneder, hvor den eneste udetid, jeg tager mig, er de to meter hen til bilen, og hvor jeg ellers bare sidder inde foran computeren og fryser. I går tog jeg mig sammen og var i haven, bare en sølle time, men hvor var det fedt..

Lave mad langsomt.. I mandags forærede jeg mig selv noget, jeg har haft lyst til at eje i lang tid. Jeg gik ind i en boghandel og købte 'Politikens store bagebog' og 'Flere suveræne salater og brilliante buffeter' (1'eren var desværre udsolgt). Jeg bager hver dag, og laver også mad de fleste gange, men det bliver ofte bare til hurtig vanemad og rutinebagning. Det er ikke fordi, jeg mangler kogebøger, men der skulle ske noget nyt. Og faktisk kom jeg til at indføre noget, der viste sig at virke! Det der med salater er vi normalt bedst til i teorien her i familien. Men jeg lagde bogen på bordet ved siden af den første realiserede salat og bekendtgjorde at vi skulle prøve en ny hver dag, til vi havde smagt dem alle sammen, og at vi så skulle skrive point hver især ud for den enkelte opskrift i bogen og på den måde finde vores favoritter. Det er ligesom melodi grand prix, bare sundere. Og ungerne (og manden!) købte den! Og på den måde bliver det også mere legalt at sige "jeg er mindre glad for oliven og grillede citroner, men rigtig glad for avocado og lime!"
Og så er der duften af et grundigt, velæltet brød. Tænk at man kan blive glad af at stå og ælte dej, sådan helt nede fra fodballerne af. Det ved jeg heller ikke, om 'man' kan (Jan kan i hvert fald IKKE!), men det virker for mig!

Ikke et ord om nytårsforsætter

Lisbeth Salander. Det navn siger nok mange mennesker en hel masse, men ved du ikke hvad jeg taler om, så er det fordi du endnu ikke har mødt en Gitte som har overtalt dig til at læse Stieg Larssons millenium-trilogi.
Det er af rigtig gode grunde længe siden jeg har læst skønlitteratur. Så siden jeg afleverede speciale 30.11 er det blevet til 2500 sider, hvoraf den gode hr. Larsson har en stor andel på sin samvittighed (det hjalp nu også at ligge med lungebetændelse - hvad kan man så andet end at læse). Om Stieg Larsson så er så speciel god, ved jeg ikke om jeg synes. Jeg har det nok med hans bøger lidt som jeg har det med sudoku. Jeg har ingen anelse om hvorfor jeg bliver ved, men når man nu en gang er begyndt, så tager vanen over.
Men der er også en anden ting som man næppe kan hævde at sudoku har til fælles med Stieg Larsson: Lisbeth Salander. (Hun er det mest befriende bekendtskab jeg længe har gjort... Konsekvensanalyse. Ikke så meget snik snak.)
At smide sig ind i et stykke overbevisende skønlitteratur lukker én ind i en befriende mental parallelverden, der gør at man med sindsro kan smile lidt af sine egne handlinger (hvad mon Salander havde gjort..). Det er ok ikke altid at gøre hvad der forventes! Hold da op, det bliver da vist lidt kryptisk, det her. Jeg tror bare jeg prøver at komme med den pointe at det er så givende når man løfter blikket fra sin egen navle og gider at opleve hvordan andre mennesker ræsonnerer og reflekterer. Også selvom om det er en anorektisk, sociopatisk, umyndiggjort fiktiv figur!

Godt nytår!

Nå jo..

..ápropos valg, det er jo en tumult man er dejligt forskånet for her bag klostrets tykke mure.
Jeg har det nu også lidt sådan, at det næsten er ligesom at se landskamp: der er grænser for hvor længe man kan bilde sig selv ind at man nok skal vinde. Man starter med et håb - men ender med at stå tilbage med en klaphat...
Men SÅ siger jeg heller ikke mere!

Selvfølgelig! eller hvad...

Dette billede landede i min indbakke og jeg må da dele det med omverdenen. Tænk, hvad man slet ikke vidste, man ikke kan leve uden.

Sidder og overvejer om de måske kan bruges i konceptudvikling af Fejø Syngepiger? - 'nu med svømmestiletter'..

Nu ved jeg hvorfor jeg var så træt i morges

Jeg var i Italien og stå på ski i nat. Det var et smaddersmart hotel hvor man kunne tage elevatoren lige ned til flyveren. Men da vi skulle afsted kunne jeg ikke finde kat nummer to. Måske godt det samme, for det bur jeg havde købt i hotel-shoppen for kun to euro kunne jeg kun lige akkurat mase den ene ned i. Og den anden var og blev væk, og vi ledte og ledte.. Imens var der en eller anden irriterende mandsperson (undskyld skat!) der stod og sagde at jeg skulle stå op. Jeg ved ikke lige, hvad han havde gang i.

Som om det ikke var nok, fik jeg en sms fra Pia om at jeg havde været med hende på en pragtfuld rejse til Barcelona. Så tror da pokker at jeg slet ikke kunne vågne...

ps. sikke en et jubilæum... Dette er denne blogs post nr. 100, det siger da lidt om standarden!

Det kunne også have betydet en rituelt slagtet ged...

Hvad gør man, når man ikke kan et hak italiensk, og man står på en benzintank i en lille flække af en italiensk bjergby - og automaten har slugt ens eneste overlevelsesmiddel (mastercard)?
Man faker! Jan løb ind på den dertil hørende bar og hentede en italiener, pegede på kortindstikket hvori kortet liiige kunne skimtes, og så sagde han, med bedste italienske overbevisning i stemmen: "pincheeetto!"... Italieneren forsvandt, og kom tilbage - med en pincet!
Hvis du sidder derude og har en dansk-italiensk-ordbog liggende, kunne du så ikke gøre mig den tjeneste at slå pincet op!

ps. kortet kom ud - og vi gik over til kontanter.

Giovanni og Marina

Hvordan bor man billigt i udlandet? Selvfølgelig på bed&breakfast-steder. Vi havde på forhånd booket fire overnatninger i en by hvorfra det var muligt at nå det meste. En dejlig base. Den gode Roberto Rotondo (den er god nok, det hed han faktisk) mødte os i bymidten og så kørte vi afsted mod hans residens lidt uden for byen. Et pragtfuldt sted, viste det sig, med palmer og alskens anden sydlandsk charme. Roberto viste os begejstret rundt og vi skulle smage på alt hvad haven havde af frugter. Dejligt. Der var bare et lille problem. Hverken Jan eller jeg taler italiensk, og hverken Roberto eller hans kone kunne et eneste ord engelsk. Og Roberto ville rigtig gerne snakke. Man kan klare meget med fagter og hjemmelavede ord.  Og så bladrede Roberto også flittigt i sin italiensk-engelske parlør. Jan og Merete? Det kan man ikke på italiensk. Så vi blev til Giovanni og Marina for en kort bemærkning.

'Mor har sagt han ikke kan dø'

For at komme rundt til de forskellige steder havde vi lejet en lille blikspand. Jan var bag rattet, gudskelov.. Det kræver sgu sit at køre bil i Italien - ikke at de kører stærkt, det gør de sådan set ikke. De kører bare råddent. Mama har jo sagt, at han ikke kan dø, så hvorfor kun bruge sporet i højre side, når der også er et i venstre? Modkørende trafik  skal da nok flytte sig, ellers er der jo også plads i midten. Og hvorfor bruge blinklyset, når man har et horn.
Jan endte faktisk med at blive helt god til italiensk.. Kørsel, altså... Nu håber jeg bare at han hurtigt får lagt det af sig igen, det går ikke at køre italiensk på Fejø!

Ikke at forveksle med trods...

Det er lige gået op for mig at jeg er blevet ramt. Og at jeg ikke er alene. Det overgår flere af mine jævnaldrende af hunkøn.
Vi er sgu kommet i nej-alderen!

Man behøver ikke være enig

Den latinske tekst lyder såmænd i oversat form:

Smukke er nemlig de bryster, der kun hæver sig lidt og svulmer med måde... tilbageholdte, men ikke klemt, blidt bundet og ikke frie til at bølge.