Ikke et ord om nytårsforsætter

Lisbeth Salander. Det navn siger nok mange mennesker en hel masse, men ved du ikke hvad jeg taler om, så er det fordi du endnu ikke har mødt en Gitte som har overtalt dig til at læse Stieg Larssons millenium-trilogi.
Det er af rigtig gode grunde længe siden jeg har læst skønlitteratur. Så siden jeg afleverede speciale 30.11 er det blevet til 2500 sider, hvoraf den gode hr. Larsson har en stor andel på sin samvittighed (det hjalp nu også at ligge med lungebetændelse - hvad kan man så andet end at læse). Om Stieg Larsson så er så speciel god, ved jeg ikke om jeg synes. Jeg har det nok med hans bøger lidt som jeg har det med sudoku. Jeg har ingen anelse om hvorfor jeg bliver ved, men når man nu en gang er begyndt, så tager vanen over.
Men der er også en anden ting som man næppe kan hævde at sudoku har til fælles med Stieg Larsson: Lisbeth Salander. (Hun er det mest befriende bekendtskab jeg længe har gjort... Konsekvensanalyse. Ikke så meget snik snak.)
At smide sig ind i et stykke overbevisende skønlitteratur lukker én ind i en befriende mental parallelverden, der gør at man med sindsro kan smile lidt af sine egne handlinger (hvad mon Salander havde gjort..). Det er ok ikke altid at gøre hvad der forventes! Hold da op, det bliver da vist lidt kryptisk, det her. Jeg tror bare jeg prøver at komme med den pointe at det er så givende når man løfter blikket fra sin egen navle og gider at opleve hvordan andre mennesker ræsonnerer og reflekterer. Også selvom om det er en anorektisk, sociopatisk, umyndiggjort fiktiv figur!

Godt nytår!

Comments

[Anne Moloney]

Jo, tak, jeg har læst dem alle 3. Endda uden lungebetændelse. Men det er bare så skønt at ligge dér og leve i en anden verden. Lade sig opsluge. Og for alt i verden ikke tænke. Stor sympati fik jeg for Lisbeth Salander. Men man skal nok ikke tænke så meget over det bagefter - så holder den ikke for mig i hvert fald.

[Merete Nielsen]

Kære Anne!
Nu er der jo mange ting ved en bog man kan tænke over (eller lade være med at tænke over). Historien som sådan holder selvfølgelig ikke i længden (synes jeg), det hele er jo i virkeligheden lidt for sort-hvidt og veltilrettelagt. Men noget andet er personskildringerne, for det er jo en luksus at kunne være med på sidelinjen og overvære hvordan andre kan tænke og handle. Og DET kan jeg godt bruge - og bruge lang tid at tænke over! (især når man godt må sortere lidt fordi man jo godt ved det hele er lidt stereotypt). Jeg synes det er lidt som at gå ind i en lækker tøjbutik. Man kan overvældes af stemningen og udtrykket som forretningen udstråler - men kommer kun hjem med en enkelt bluse...