Jo, December kræver en særlig indsats. Altså ikke for mig, men tænk lige en gang på nisserne. DE har travlt. De seneste år har vores drillenisse bl.a. viklet trappen ind i toiletpapir, tapet alle tandbørster op i loftet, fyldt støvlerne med popcorn, sat sutskoene i køleskabet, skrevet beskeder med pebernødder, sat alle stole op på spisebordet med meget mere, så mon ikke det også i år bliver en begivenhedsrig december. Det startede faktisk allerede i morges. Nissen havde lagt gaver på loftet til ungerne som han plejer i weekenderne i december, MEN vi havde altså glemt at sætte risengrød ud aftenen før, så hvad mon vi kunne vente os... Tilsyneladende var alt som det plejer, indtil jeg inde under dynen kunne høre råb fra køkkenet: HVAD SKER DER LIGE MED MÆLKEN??? Vi tumlede ud for at se. Ham på 9 stod barfodet med morgenhår og stirrede med store øjne ned i havrefrasene: Mælken var helt og aldeles blå! Det kan godt være, vi fik sat risengrød over!
Jeg har nervøst spurgt mig for hvad andre har været udsat for. Og da nisser sikkert taler sammen, kunne jeg godt frygte at noget lignende kunne ske hjemme hos os den følgende måned. De nisser, jeg har hørt om, har bl.a.:
- Byttet om på indholdet i penalhus og madkasse
- Bundet snørebåndene sammen på sko der ikke er sat på plads
- Trukket ærmerne ind på tøj der ligger på gulvet
- Lagt varmepude i sengen
- Spillet julemusik i stedet for at vækkeuret ringer
- Skrevet hilsener på tavlen i skolen og lagt pebernødder til alle
- Sat ris ala mande i køleskabet til at spise om MORGENEN
- Dekoreret cyklen med grankogler og julehjerter
- Bundet nissepynt på tandbørsten
- Sat nissefilm i videoen
- Kommet remoulade på tandbørsten
- Hældt Nesquick i havregrynene så der blev lavet kakaomælk, når ungerne hældte mælk på
- Kommet kogt spaghetti i hårbørsterne
Jo, december er magiens tid. Den længe leve!
Recent Comments