Klosterdagbog

10 dage i kloster! For nogle lyder det nok som et mareridt, men det er den rene drøm. Arbejdsrefugiet Ørslev Kloster er for alle der skal bruge arbejdsro til at arbejde med noget, og der må man jo sige at specialeskrivning hører under. Altså tog jeg afsted (vel tilskyndet af min mand der så mine frustrationer vokse: 'Gå i kloster, Ofelia'). Og selvfølgelig skriver jeg dagbog. Her er første del.

Mandag
Sidder hele tiden og smiler og synes jeg har al tid i verden.. Da jeg langt om længe fandt indgangen til klosteret i buldermørket i går, og jeg trådte ind over den brostensbelagte gårdsplads med den oplyste kirke bag mig, de hvide klostermure omkring mig og stjerne¬himlen over mig – der kunne jeg have tudet af glæde. Tænk at der findes sådanne steder!
Jeg rakte hånden op til håndtaget og åbnede den store, tunge dør. Indenfor lå, som aftalt, en kuvert med mit navn på. Jeg lukkede den op og fandt et brev: ”Kære Merete! Velkommen!...” Det følte jeg mig allerede. Brevet beskrev bl.a. hvilke værelser der var ledige, så kunne jeg selv liste rundt og vælge mig et. Guderne må vide hvilke ting der blev tumlet med bag de døre der ikke sad nøgler i - stille var der i hvert fald. Jeg havde ikke behøvet at gå videre end til det første værelse: Det lavloftede værelse. Her skulle jeg helt klart være!

Jeg prøver at fortælle mig selv at 10 dage også får ende og at jeg skal være effektiv fra start af, men det er lidt som om jeg ikke hører efter. Stemningen er uforlignelig her. Klosterforvalterinden er en ung, smilende kvinde med ben i næsen, værktøj i lommen og den nødvendige sans for drift i stort og småt.Værelsets atmosfære kan intet hotel, jeg har været på, hamle op med. Spartansk luksus, hvis man kan få det begreb til at give mening.

Det har været en god dag. En smule legen katten om den varme grød, men en god vågen stemning i mit indre. Ved aftentid mødte jeg en nabo i køkkenet. Vi ankom stort set samtidigt og han skriver også speciale. Men her til aften så han noget mere fortvivlet ud, har slet ikke kunnet koncentrere sig. Jeg kender det sted, men er heldigvis ikke der – endnu.
Mødte en interessant slåfejl: ekslede...

Det nåede jeg:
Lave ny standard for citater og fremhævelser og rette alle ind.
Finde en ny bog på hylden i klosteret der lige præcis forklarede om højsangens kulturel¬le tilhørsforhold og skrive to mindre afsnit herom og flette dem ind i eksisterende afsnit.
Var ikke uden for en dør hele dagen.

Tirsdag
Min krop fortalte mig i går at jeg måtte ud og løbe her til morgen. Tøjet lå klart, vejret var perfekt, så der var ingen vej udenom. Jeg stod og studerede opslagstavlen mens jeg drak en kop kaffe inden turen. Så kom samme nabo gennem døren, så på mit løbetøj og stønnede ’åh gud!’ mens han viftede med hænderne og fortalte om sin dårlige samvittighed. Jeg følte mig næsten tarvelig, men også en smule stolt af mig selv. Skyndte at berolige ham med at det var af nødvendighed for ikke at blive helt radbrækket. Jeg mødte pedellen på gårdspladsen og fik et turforslag. Fantastisk tur gennem Hald (der er meget nysseligt. Gad vide om der kører en husmorfejde om at have den pæneste forhave) og op på en bakke og kunne kigge ud over limfjorden... Der skulle så være et tårn der var et besøg værd, men jeg vendte vist om et par hundrede meter for tidligt... Det må blive næste gang. På vejen tilbage løb jeg gennem klosterskoven. Kom dog ikke forbi kvindsnapbøgen der efter sigende var et mødested hvor nonnerne listede sig ud til om natten for at blive ’snuppet’...

Morgenmaden var velfortjent, og i køkkenet mødte jeg igen naboen der kiggede på mit dejfad og sagde: ”er det også dig der bager brød?”. ’Overskudsmenneske’ mumlede han vist på vej ud af døren... hold da op hvor må jeg være irriterende. Nå bare rolig. Bøtten skal nok vende og snart er det mig der sidder og river mig i håret. Og nu er klokken 10.19 og jeg skal i gang med arbejdet!
At spise frokost med en irer ved bordet kastede lys over problemet med gærbrøds lange hævetider. Irerne bruger natron og bager med kærnemælk. Ingen hævning, ingen opvarmning. Brødet bliver svampet og en smule kageagtigt.

I dag har jeg nået
Skrive afsnittet ’den historiske roman’ og starten af afsnittet ’fortæller’, herunder delafsnittene ’troværdighedsproblematik’ og ’livsverdensproblematik’ (ca 4 sider i det hele)
Se forbrydelsen over nettet og gøre det klart at en hel gris i en fryser ikke er nogen god idé.

Onsdag
Vågnede fortumlet, forvirret og lidt senere end godt var. Skal til Skive og brevstemme. Kan godt nå at arbejde noget inden...
Fik et par rigtig gode arbejdstimer og tog så afsted. Følte mig træt bagefter og kunne ikke rigtig finde gejsten. Fik ikke lavet så meget i løbet af eftermiddagen, fik læst et pænt stykke i Rosens navn. Om aftenen arbejdede jeg til kl halv 11 – man læser så godt tysk ovenpå et par glas rødvin.

Torsdag
Ville løbe den lille tur som klosterforvalterinden havde talt om – men kom totalt på afveje. Var afsted i næsten to timer... Nu er den 11.22 og jeg har fået en solid morgenmad. Kan jeg SÅ komme igang!
Det blev til læsning: ”Das Leben des heiligen Thomas von Aquino erzählt von Tocco und andere Zeugnisse zu seinem Leben Übertragen und eingeleitet von Willehad Paul Eckert” Små 100 sider, på tysk, på én dag, så skal jeg være stolt af mig selv.. (jeg har ikke rørt tysk siden gymnasiet). Fortæller mig selv at jeg har været flittig – selv om det ikke kan ses på sideantallet..
Har tænkt over to påstande:
- De optimale betingelsers forbandelse
- Vi ved ikke mere om fortiden end vi gør om fremtiden

Fortsættelse følger! Pas godt på verden imens jeg er borte!

Comments

[Brian Storm]

Ak ja - Ørslev Kloster er i sandhed en lise for enhver skrivende sjæl. Har selv været der 5-6 gange, hvor jeg arbejder på romaner, noveller, digte i den dur og har efterhånden mødt mange specialeskrivende derude. Et fantastisk sted!

good luck med skrivningen :-)

[Merete Nielsen]

Mange tak!
Jeg tror aldrig før jeg har tænkt over hvor stor betydning omgivelserne har for hvad man kan ryste ud af sig. Men jeg skyndte mig at melde mig ind da jeg skulle forlade stedet, det var min måde at lave et løfte til mig selv om at jeg skulle komme igen. Jeg kan stadig ikke forstå at man kan være så heldig at der findes sådanne steder.. De 4 meter til loftet sidder i mig endnu!