I ferietiden skal man skrue tempoet ned, blive i nattøjet hele dagen og se hinanden dybt i øjnene over kopper af dampende the og brætspil. Siger eksperterne. Jo! afslapning er vigtig, og ikke vores - min - stærke side.
Men der er altså også lige det med børn der vokser op på en ø at de ikke har den by-erfaring i bagagen som vi andre tager for givet. Og selv om jeg ikke kan sige nok godt om dét at vokse op midt i naturen i trygge omgivelser, tjah, så mener jeg altså også at det er vigtigt at mine unger bare en gang i mellem får set et højhus og får en ordentlig en på opleveren af det en by kan tilbyde. Så det gjorde vi. På fire dage nåede vi: eventyrteateret, en tur i biffen, en tur med metroen ud til en naturlegeplads på Amager, i svømmehallen (det stod øverst på ungernes ønskeseddel - ikke på min) og et besøg på nationalmuseet... Inden en bekymret sjæl melder mig til de sociale myndigheder, så kan jeg afsløre at der blev tid til lange legemorgener hos de venner vi besøgte; mor skulle nemlig også lige nå to vejledermøder de to første formiddage, så dér stod den på nattøj, leg og fjernsyn.
Nationalmuseet var hende på 7's idé. Og nej, det var ikke i første omgang guldhornene der trak, men derimod ønsket om at se 'Fejø-bægeret' som øens lokalarkiv har en kopi af. Sikke en fed måde at gå på museum med børn på. For personalet kunne ikke give noget svar på hvor det mon befandt sig, så vi var på detektivjagt gennem samlingerne. Og undervejs blev det til mange interessante betragtninger og snakke... Hvorfor hænger Jesus helt rank på korset i 1300-tallet når han fra 1400-tallet og fremefter ser meget mere lidende ud? Hvorfor er det kun de riges skeer og tallerkener der er bevaret? Hvad er elfenben egentlig?
At filmen 'Guldhornene' gav besøget en ekstra dimension kan heller ikke nægtes. Og her tænker jeg ikke på workshoppen hvor ungerne kunne klippe-klistre deres egne guldhorn, næh derimod på at det er svært ikke at trække på smilebåndene når ens datter ved synet af en runesten højt og skråsikkert udbryder: 'se! en stavefejl!'. Tak, Peter Frödin!
Fejø-bægeret? Det fandt vi ikke. Det ligger nok i et magasin et sted. Og det var ok. Vi prøvede.
Hvad der gjorde mest storby-indtryk? Det var såmænd da vi på vejen tilbage fra Nationalmuseet havde gjort et stop på restaurant Fodkold og stod på Rådhuspladsen med hotdoggen i hånden midt i en hjemløse-koncert hvor Kim Larsen-sange gjaldede ud over alle os eksistenser. Da udbrød hun: Nu har jeg været i København i fire dage. Men dét her er første gang jeg rigtigt oplever København...' 7 år, mine damer og herrer!
Recent Comments